INTRODUKTION
Tema
Temaet i 2026 er navngivet ”Pædagogisk dannelse – en platform for fagbevægelsens undervisere”. Den fælles platform er inspireret af erfaringsbaseret pædagogik, hvor deltagernes erfaringer og handlinger er udgangspunktet for aktiv refleksion og praksisudvikling.
Vi går igen til sagen fra flere forskellige interessante vinkler.
Vi starter dagene med at blive inviteret ind i dannelsesbegrebet af Svend Brinkmann, professor i almen psykologi ved AAU. Hvad er det for en størrelse, og hvilken relevans har begrebet overhovedet i dagens Danmark?
Eftermiddagen anvendes i selskab med Lotte Bøgh Andersen, forsker og professor ved AU, Institut for statskundskab. Her venter os et spændende, interaktivt oplæg om motivation, forandring og drivkræfter i pædagogikken.
Om tirsdagen har vi 8 nøje udvalgte halvdags workshops, der angriber temaet fra hver deres vinkel, inden vi onsdag runder dagene af i selskab med Niels Jakob Pasgaard, pædagogisk filosof og lektor ved VIA. Her begunstiges vi med flere vinkler på, hvorfor vi i en tid med alskens digitale vidundere skal prioritere de analoge og fysiske fællesskaber i undervisningen!
Vi glæder os til at være sammen med jer om at nørde med pædagogisk dannelse – imens vi gør det!
Program
Mandag den 10. august
10.00 – 10.30
Velkommen
10.30 – 12.00
Dannelse for alle v/ Svend Brinkmann
12.00 – 13.30
Frokost
13.30 – 16.30
Motivation, forandring og drivkræfter i pædagogikken v/ Lotte Bøgh Andersen
16.45 – 17.45
Opsamling på dagen
18.00
Middag
Tirsdag den 11. august
08.45 – 09.15
Fælles start på dagen
09.30 – 12.00
Valgfrie Workshops
12.00 – 13.30
Frokost
13.30 – 16.30
Valgfrie Workshops
16.45 – 17.45
Opsamling på dagen
18.00
Middag
20.00
Zumba og bål
Onsdag den 12. august
08.45 – 09.30
Fælles start på dagen med info fra FIU
9.45 – 11.30
Analogisér! v/ Niels Jakob Pasgaard
11.30 – 12.00
Fælles afrunding på dagene
12.00
Frokost
Keynotes
KEYNOTE 1: Dannelse for alle
Efter at have været glemt i mange år er dannelsesbegrebet kommet tilbage. Men hvad betyder dannelse? Hvorfor er dannelse relevant i det 21. århundrede? Og kan begrebet bruges i faglige sammenhænge uden for uddannelsesinstitutionerne?
I foredraget giver Svend Brinkmann et bud på dannelsens aktualitet og argumenterer for, at det er lige så relevant at tale om dannelse på kontorer og byggepladser som på gymnasier og universiteter, for dannelse er for det hele menneske med både hænder og hoved. Det er dannelse, der gør, at vi kan leve og arbejde godt sammen som mennesker.
Svend Brinkmann er professor i almenpsykologi på Aalborg Universitet, en markant debattør, forfatter og vært på Brinkmanns briks gennem mange år.
KEYNOTE 2: Motivation, forandring og drivkræfter i pædagogikken
Hvad er motivation egentlig for en størrelse, og hvordan får vi fat i eller skabt den som undervisere, så vores kursister rent faktisk får handlet på det, der er i overensstemmelse med deres værdier?
Det skal vi blive klogere på sammen med Lotte Bøgh Andersen, som har strikket en både spændende og interaktiv eftermiddag sammen til os, hvor vi får inspiration til aktivering af kursisternes iboende drivkræfter og ligeså mærker vores egne.
Og således klogere…hvilke konsekvenser får det så for vores måde at udføre vores undervisergerning på?
Lotte Bøgh Andersen er forsker og professor i Statskundskab ved Aarhus Universitet
KEYNOTE 3: Analogisér!
Gennem de seneste 30 år har politikere og tech-giganter kappedes om at digitalisere vores uddannelsessystem. Den bagvedliggende idé er, at fremtiden er digital, og derfor må uddannelserne også være det. Men er udviklingen gået for stærkt – og har vi mistet noget på vejen?
I dette foredrag kaster Niels Jakob Pasgaard et kritisk blik på de uhensigtsmæssige konsekvenser af digitaliseringen, og han giver os argumenter for at dyrke undervisningens analoge og fysiske fællesskaber.
Niels Jakob Pasgaard er pædagogisk filosof og lektor ved pædagoguddannelsen, VIA University College. Han har skrevet en række bøger og artikler om skole, pædagogik, dannelse og digitalisering, og deltager aktivt i den offentlige debat om disse emner.
Workshops & talks
Det maksimale deltagerantal er 20-25 på workshops og 30 på talks.
Tirsdag formiddag 11. august
kl. 09.30 – 12.00
Talk 1: Det resonante undervisningsrum
v/ Thorkild Olsen
Resonans tilbyder en bred vifte af didaktiske greb, der har til sigte at skabe liv og nærvær i undervisningsrummet. Der er mange forhold, der kan stå i vejen for en levende og engageret kursusdag eller forløb. Og det handler ikke kun om, hvor dygtige vi er som undervisere. Det handler også om deltagernes liv og vilkår. Derfor er opgaven med at skabe gode deltagelsesmuligheder for alle ikke blevet lettere.
Resonansfællesskaber er mine bud på og erfaringer med, hvordan vi sammen kan åbne for et mere resonant undervisningsrum. Der er ikke tale om en eksplicit metode. Men om et bredt repertoire. Denne talk bliver et levende og aktivt rum, hvor vi sammen på eksemplarisk vis skal prøve nogle ting af og mærke, hvordan disse mere kreative, sanselige og narrative metoder virker.
Thorkild Olsen er uddannet cand.scient.pol. og har mangeårig erfaring med HR, udvikling og undervisning fra både produktionsvirksomheder og den danske elite. Meningsfulde og nysgerrige samtaler i kombination med sund forretningsforståelse er Thorkilds speciale i Villa Venire.

Workshop 2: Gruppedynamikker i læringsrummet
v/ Maibritt Højgaard
Hvordan håndterer vi det uforudsigelige, der opstår mellem mennesker i undervisningen uden at tage fokus fra læringen? Og hvordan skaber vi et miljø, hvor voksne deltagere tør bidrage, tænke højt, være sårbare og uenige?
Gruppedynamikker er altid til stede. Så lad os arbejde med dem sammen og blive dygtigere til at justere dem og fremme den pædagogiske dannelse i denne interaktive workshop med koblinger til egen praksis.
Maibritt Højgaard er organisationspsykolog og erfaren underviser. Hun arbejder med gruppeprocesser i praksis, hvor der er plads til både faglighed, deltagelse og forskellighed.

Workshop 3: AI som sparring – uden hovedet under armen
v/ Esben Aagaard Nielsen
AI bliver af mange hyldet som en fantastisk hjælp. Og det kan den også være…
Her skal vi derfor arbejde med, hvordan AI kan berige dig i din udviklings- og forberedelsesfase, når du tilrettelægger din undervisning. Med en vægt på, hvordan du gør det, så du bevarer etikken og din autonomi med en fast hånd på rattet. Og dermed ikke risikerer at gøre dig selv en bjørnetjeneste.
Medbring meget gerne computer og egne undervisningsmaterialer og/eller -beskrivelser, så vi øver os sammen og praksisnært på eksisterende opgaver.
Esben Aagaard Nielsen, Digital læringskonsulent, Learnscape.

Workshop 4: Styrk din undervisning og deltagernes læring med læringsstile
v/Lise Bertram
Læringsstile er en teori om forskellighed i forhold til at forstå og lære. Hovedpointen er, at der er mange veje til samme læring. Mennesker lærer forskelligt, og flere lærer mere, når vi anvender læringsstile i praksis.
Læringsstilsteorien er praksisnær og kommer med konkrete bud på, hvordan du som underviser kan undervise med læringsstile.
I workshoppen skal vi arbejde med din læringsstils- profil/undervisningsprofil. Og vi skal i fælleskab undersøge, hvilke konkrete pædagogiske greb og metoder, der vil styrke din undervisning og dine deltageres læring.
Lise Bertram har en master i læreprocesser og har arbejdet med læringsstile siden 2009. Lise har desuden været med til at udvikle læringsstile for voksne i Konventum-regi.

Tirsdag eftermiddag 11. august
kl. 13.30 – 16.30
Talk 5: Pædagogikkens filosofi
v/ Niels Jakob Pasgaard
I denne talk skal vi diskutere, hvad god undervisning er. Vi skal tale om, hvorfor vi overhovedet underviser – hvad formålet er, hvordan vi kan tilrettelægge undervisning, så den lykkes, og hvad det overhovedet vil sige, at undervisning lykkes.
Med afsæt i grundlagsdiskussioner af formålene med uddannelse og undervisning, og på baggrund af korte inputs om begreber som læring, dannelse og didaktik, diskuterer og videndeler vi ud fra deltagernes egne erfaringer.
Niels Jakob Pasgaard er pædagogisk filosof og lektor ved pædagoguddannelsen, VIA University College. Han har desuden skrevet en række bøger og er aktiv debattør.

Workshop 6: Kontroltab og klasseledelse
v/ Maibritt Højgaard
Der er et øjeblik, alle undervisere kender: Du er forberedt, rammen er sat, og så sker der noget helt andet, hvor du mister grebet om scenen.
Vi undersøger kontroltab og klasserumsledelse som to sider af samme sag – underviserens opgave. Vi ser på kontroltab som et vilkår i læring – for både underviser og deltagere – fordi læring bringer os i kontakt med det, vi endnu ikke mestrer. Klasserumsledelse handler ikke om at styre alt, men om at tage ansvaret for at skabe retning, rammer og handlemuligheder, når rummet reagerer uforudset, så:
- Hvornår skal vi styre?
- Hvornår skal vi give slip?
- Hvornår skal vi udfordre?
- Og hvornår skal vi beskytte os selv, deltagerne eller læringsrummet?
Som forberedelse må du gerne tænke over en eller flere undervisningssituationer, hvor du som underviser eller deltagerne oplevede kontroltab og tage din case med til workshoppen.
Maibritt Højgaard er organisationspsykolog og erfaren underviser.

Workshop 7: Skabelsen af læring og pædagogisk dannelse gennem rollespil
v/ Lone Hersted
På denne workshop får du inspiration til at kunne anvende rollespil i din undervisning.
Gennem rollespillet kan vi træne og skærpe vores kommunikative færdigheder, relationskompetencer, formidlingsevner, kompetencer i konfliktløsning m.m. Vi arbejder ikke blot med det talte ord, men også med kropssprog, mimik, stemmeføring mm.
Workshoppen indledes med et lille oplæg omkring anvendelsen af rollespil til skabelsen af læring og dannelse i undervisningsmæssige sammenhænge. Herefter vil vi – efter en kort opvarmning – afprøve det i praksis ud fra 1-2 cases med inddragelse af reflekterende team. Og til slut drøfter vi metodens anvendelsesmuligheder i jeres pædagogiske praksis.
Lone Hersted er lektor, Ph.d på Institut for Kultur og kommunikation på Aalborg Universitet

Workshop 8: Rammesætning og facilitering
v/ Lise Bertram
Det er skønt at undervise, når der er tryghed i rummet, og deltagerne er motiverede og nysgerrige. Og det er dig som underviser, der har muligheden for at fremelske det med relativt enkle greb.
Vi kan praktisere ’spilleregler’ i undervisningen og formulere tydelige mål og programmer for den konkrete undervisning, så deltagerne ved, hvad der forventes af dem, og hvad der skal ske i rummet. Vi kan skabe et meningsfuldt, nysgerrigt læringsmiljø med involverende øvelser, opgaver og samtaler, hvor deltagernes egne refleksioner og erfaringer er i fokus.
Det er det, vi skal arbejde med i workshoppen. Og udbyttet vil være helt konkrete pædagogiske værktøjer, som du straks kan anvende i din undervisning.
Workshoppen er for nyere undervisere og andre interesserede.
Lise Bertram har en master i læreprocesser og arbejdet med voksenpædagogik og læring i en menneskealder. Og hun er tidligere læringskonsulent her på Konventum.

Tilmelding til workshops åbnes senere
– vi sender dig en reminder-mail, når vi åbner op ca. 1 uge før afholdelsen
Tilmelding gennem FIU
Hvis dit fagforbund er medlem af FIU (Fagbevægelsens Interne Uddannelse) skal du tilmelde dig via FIU´s kursuskatalog på FIU´s hjemmeside.
Frist for tilmelding: 10. august kl. 10 – eller så længe, der er ledige pladser
Sted: Konventum, Erling Jensens Vej 1, 3000 Helsingør
- Kursusnummer: 6650–26–00–01
- Pris for medlemmer af FIU-forbund: 8295.-
Tilmelding hvis dit forbund ikke er medlem af FIU
Hvis dit forbund ikke er medlem af FIU bedes du sende en mail til os.
- Kursusnummer: 6650–26–00–01
- Pris for ikke-medlemmer af FIU-forbund: 9125.-
Information:
Ved praktiske spørgsmål er du velkommen til at kontakte kursusadministrationen på kursus@konventum.dk
Ved spørgsmål til indhold kan du kontakte Pia Halkier på pia@konventum.dk
Materialer & Din læring
Materialer
Her kan du finde materialer fra de forskellige oplægsholdere og workshopundervisere, når workshoppen er overstået.
Kontakt os for mere information
Ønsker du mere information om Konventum Uddannelse?
Send os en besked via kontaktformularen eller på mail: kursus@konventum.dk, eller ring til os på:
+45 4928 0928
Vi ser frem til at høre fra dig