Historie
Ny køkkenchef med kant og krummelurer
Siden slutningen af januar har en stor, tatoveret fyr med et kæmpe fuldskæg og et lige så stort smil gået rundt i Konventums køkken. Han hedder Rune og er vores ”nye” køkkenchef.
Fra slotshoteller til Konventums særlige univers
Med en bred baggrund indenfor især hotelverdenen – Marienlyst, Kokkedal Slot, Skovshoved Hotel, m.fl. – var det Konventums ”uperfekthed”, kant og potentiale, der tiltrak Rune. Han er generelt vild med ”krummelurer”, som han kalder det: på Konventum at vi skiller os ud fra mængden af hoteller og konferencecentre, bl.a. qua arkitekturen og vores brogede gæsteskare – og i privatlivet, der foregår i Bagsværd med fem børn og en hundehvalp i en sammenbragt familie med højt til loftet.
Udover at trives med det kantede, ser den 45 årige køkkenchef et kæmpe potentiale i Konventum: ”Det er jo som at træde ind i et stykke Danmarkshistorie”, konstaterer han benovet og tilføjer: ”Stedet er en usleben diamant, og jeg vil gerne være med til at gøre os endnu tydeligere på Danmarkskortet, for det fortjener det her sted, og det har det potentiale til”.
Faglig stolthed og godt håndværk i centrum
I køkkenet søger Rune at føre Konventums ånd videre: ”Konventum er jo bygget og skabt af dygtige håndværkere, og jeg lægger også vægt på det gode håndværk”, fortæller han. Rune siger selv, at han ”prædiker” faglig stolthed i køkkenet: ”Vi skal turde stå ansigt til ansigt med gæsterne”, fortæller han uprætentiøst – maden skal være i orden til hver en tid.
Plads til mennesker og fællesskab
Rune nævner i den forbindelse, at et af køkkenets nye tiltag er, at der ved buffeten i restauranten står en kok og trancherer (udskærer kød), da køkkenet på den måde viser, at det står ved det, det laver, og gæsterne kan se, hvor det, de spiser, kommer fra.
Men ikke kun gæsterne skal føle sig set, det skal personalet også. Inspireret af en tidligere ansættelse i en socialøkonomisk virksomhed, hvor de menneskelige relationer var i fokus, har Rune derfor fokus på, at køkkenmedarbejderne føler sig set og hørt.
Hver gang Rune taler om planer og visioner for fremtidens køkken på Konventum og Højstrupgård, siger han da også ”vi” og ikke ”jeg” og understreger flere gange, at selvom han har mange idéer i støbeskeen, skal der være bred enighed.
International inspiration på tallerkenen
Personalet, som ikke kun består af danskere, men også folk fra Polen, Thailand mm., inspirerer ham til at servere international mad.
Især frokostbuffeten har et internationalt udtryk og fungerer som en kreativ legeplads for køkkenet, hvor aftenbuffeten er nordisk gastronomi ud fra international inspiration med fokus på sæson og råvarer.
Ambitioner for fremtidens køkken
køkkenchefen med de mange tatoveringer og det evige smil kommer ikke til at kede sig foreløbigt. På to do-listen står bl.a. (endnu mere) fokus på madspild og bæredygtighed, ny aftenmenu hver måned og konceptudvikling for køkkenet på Konventums herregård, naboen Højstrupgård, der står overfor en spændende relancering.
Vi glæder os til at følge Runes vej på Konventum, og forventningerne er høje, for indtil videre har han med sit gode humør, rolige væsen og lækre mad kun begejstret både medarbejdere og gæster.